Derfor bruger jeg ikke plotskemaer og andre skriveværktøjer

 

I gymnasiet læste vi i dansktimerne Steen Steensen Blichers ”Brudstykker af en landsbydegns dagbog.” Da jeg mange år senere kom til at tænke på den, var det ikke ordene, jeg huskede. Det var følelsen af, at jeg havde læst en bog, som var medrivende i sit narrativ. At historien lå som en musikalsk fornemmelse i kroppen, som et riff, hvis toner, man ikke husker, men man husker den energi, det har aflejret i kroppen. Bogen efterlod følelsen af det hæsblæsende ridt, som var hovedpersonens liv, der lå indlejret i hukommelsen som musik.

 

 Tekstens naturlige spændingskurve

Hvis man har læst Brett Easton Ellis’ ”American Psycho”, har man sikkert mærket den stringente opbygning af den psykopatiske hovedpersons tankegang, så det næsten har føltes som en befrielse at de neurotiske specifikationer af musiksmag og visitkort får deres forløsning i afskyelig vold. Kraft avler modkraft. Spændingsopbygningen finder sit naturlige outlet. I ”American Psycho’s” tilfælde ér der ingen naturlig forløsning. Der er ingen udgang. Der er kun den afstumpede, kvalmefremkaldende vold, omend den foregår i bogens virkelighed eller kun i Patrick Batemans hoved.

Som underviser oplever jeg ofte kursister, som skriver skønlitteratur, efterlyse plotskemaer og styringsredskaber til deres skrivning. Der er masser af redskaber på nettet og i diverse skrivekurser, men jeg oplever også, at kursisterne bliver frustrerede, når disse skemaer og værktøjer ikke fører dem ind i en tilfredsstillende skriveproces.

 

berettermodellen som default

Jeg tror, det skyldes flere faktorer:

Et plotskema vil ikke nødvendigvis give historien den musikalitet, det vil være som et skelet, hvorpå der er ophængt kødstykker for at få det til at ligne et menneske, men giver mere oplevelse af et sammensyet patchwork. Både for forfatteren og for læseren.

Mange undervisere bruger berettermodellen som et ”defaultmode” for deres undervisning. Narrativet er ikke noget, læseren bør tænke over. Det skal kunne mærkes. Ikke tænke  ”Det er et fedt anslag” eller ”damn, point of no return lå bare det helt rigtige sted.” Og for forfatteren skal spændingskurven være noget naturligt, noget der fremkommer som en mavefornemmelse.

Man kan skrive plotskemaer med så stor nøjagtighed, at hver del af fortællingen ligger i et excelark og afventer eksekvering som et regnskab.

Skemaer kan højst sandsynligt være en hjælp til en proces, hvor der er flere involverede, for eksempel i udarbejdelsen af et filmmanuskript. Men i en skabende proces som forfatter, hvor man sidder alene med sit materiale, tror jeg på at det er langt mere vigtigt, at få indsigt i sin egen evne til at skabe.

 

Den dræbende idé

Forfatteren til bl.a. den dystre familieroman ”Caribou Island”, David Vann har sagt det meget fint:

”Jeg tror, at det værste, der kan overgå en forfatter, er at skrive ud fra en idé. Den hæmmer og begrænser. Ideer er faktisk nogle ret begrænsede størrelser. Vores erfaring og underbevidsthed er meget rigere end disse systemer, som man har bygget for at kontrollere dem.

David Vann siger endvidere:

”Jeg får ikke en idé til en roman. Ideer er små, lusede ting, er skærer historier af, indskrænker dem og slår dem ihjel. Jeg har set eksempler på forfattere, der har en overordnet idé til deres med deres bog, og det bliver ideen, som kommer til at bestemme alt. Som læser kan jeg se, om en roman er planlagt eller skrevet frem. Er den skrevet frem, bliver man overrasket som læser. Der sker sære ting. Man får en fornemmelse af at historien går ned i tempo, og at forfatteren bruger tid hos personerne. De foretager sig ting, man ikke kunne have planlagt, og hver scene føles som noget der vokser naturligt fre, af det foregående. Man kan ikke skære noget væk eller tilføje noget uden at ødelægge teksten. Hvis en bog er udtænkt på forhnd, kan man godt skære noget væk, for karaktererne er ikke det, der driver historien frem. (…) Hvis ikke forfatteren selv er blvet overrasket, bliver læseren det nok heller ikke.”

 

 Forfatterforførerne

Værktøjer og tri-for-trin-guider er nemme at gå til. Men jeg tror også at de kan blive til en forfatters sovepude, fordi de giver en illusion af, at man er i gang med en skabende proces, mens det man i virkeligheden foretager sig, er at udfylde en skematisk struktur.

Jeg har prøvet Scrivener og andre lignende værktøjer, og det eneste det i virkeligheden har gjort for mig, er at der er endnu en mappe, som jeg skal holde øje med. Eksportfunktionen i f.eks. Scrivener producerer et dokument i PDF-form med en ”American Typewriter”-ligende skrifttype med masser af luft i margenen, så mit dokument fylder en hel del mere end det gør i mit tekstprogram. Det ser lækkert ud. Det ser ud som om teksten er længere end den er. For mig giver det en falsk tryghed. Scrivener leverer også en mulighed for at have en slags opslagstavle, hvor mine hoved- og bipersoner kan beskrives med navn, professioner og personlige karakteristika.

Men hvis du nu sætter dig i dine hoved- og bipersoners sted, hvad vil du så helst. Puttes i kasser og implementeres efter funktion eller udfolde dig på dine egne betingelser?

Man kan kan selvfølgelig bruge skriveværktøjer som redskaber til at guide hukommelsen, men det er ikke nogen garanti for en tekst, der rører læseren. Hvordan kommer din læser til at holde nok af din hovedperson- endda i et kort produkt som en novelle? Det sker ikke, med mindre du selv har en virkelig god fornemmelse af din hovedperson, og den kommer kun ved at du har et forhold til personen. Det forhold kommer indefra. Du kan ikke læse dig til det. Du kan ikke bare få en download fra en skrivelærers hoved til dit. Det kommer fra dig!

 

Tag din indre forfatter alvorligt – og din læser!

I min undervisning opfordrer jeg mine kursister til at tage sig selv, sin kreative proces og sine karakterer alvorligt. At have en inderlig tillid til at underbevidstheden ved mere end man selv. At gå oprigtigt ind i den kreative proces og undersøge den ved hjælp af skriveøvelser og andre kreative teknikker. Der er dér, man lærer ting, som intet plotskema kan udfolde for én, og intet skriveværktøj kan strukturere. At inddrage sig selv – ikke nødvendigvis for at skrive autofiktion, men at have sig selv med i hele den kreative proces og skabe fra et ærligt sted, hvor ens følelser er investeret i processen. At kødet vokser naturligt frem på historiens knogler frem for at hænge og dingle fra dem som afskårne flapper, så man som forfatter tager sig selv og sin tekst alvorligt, og giver sin læser en oplevelse, der kan mærkes helt ind i sjælen.

 

Nyhedsbrev og noveller?

Hit me!

Ingen spam, kun relevant info om udgivelser, oplæsninger, undervisning osv. 

Tjek - du er hermed tilmeldt

Share This