I den kommende tid vil jeg gerne udgive blogposts, som på en eller anden måde relaterer sig til emner, som jeg har behandlet i mine tekster. Noget af det, der inspirer mig allermest, er hvordan menneskesindet fungerer, hvordan vi til tider gør ufattelige ting ved os selv og vore omgivelser for at overleve, hvordan vi kan blive fremmede for os selv, og hvordan vi kan finde hjem. Flere af novellerne i ”Mod solnedgangen” er meget inspireret af mit eget møde med psykisk sygdom, nemlig sygdommen bipolar.

Sidste år spurgte en ven, som arbejder på webmagasinet ”Outsideren”, om jeg havde lyst til at stille op til et interview, hvor jeg fortalte om mit møde med psykiatrien set indefra. Det krævede først lidt betænkningstid. At fortælle om noget så personligt som psykisk sygdom var lidt som at springe ud af skabet, følte jeg. Der er stadig en masse fordomme om psykisk sygdom i omløb som godt kan ramme ind i både angst og sårbarhed hos dem, der har lidt af psykisk sygdom, eller stadig gør det. Men hvis vi nogensinde skal komme fordommene til livs og af-stigmatisere psykiatrien og de som bruger den, så kræver det, at vi tør være åbne.

Jeg var lidt nervøs, da jeg lagde videoen på Facebook. Men responsen var overvældende! Folk var simpelthen så søde og sagde de kæreste ting. Det var særlig betydningsfuldt, da en ven meldte tilbage, at hans kæreste havde kunnet bruge videoen utrolig godt i forhold til noget, der skete i hendes eget liv. Det har i den grad været med til at gøre det meningsfuldt at have delt min historie. Jeg håber selvfølgelig, at jeg kan være med til at bane vejen for at endnu flere fordomme bliver brudt. Outsideren gør allerede et betydeligt stykke arbejde. Læs mere her.

I videoen fortæller jeg om sygdommen, relaterer den til noget af min billedkunst, til mine bøger, viser lidt rundt på Bispebjerg og fortæller hvordan jeg kom videre. Jeg nævner også min ‘bipolare digtsamling’ ”Den spaltede rose”, og hvis du er interesseret i et eksemplar, kan du bestille den ved at skrive til mig på email hej@louise-kristensen.com

Share This