Essayet blev første gang publiceret i Det Poetiske Bureaus bogmagasin nr. 16, november 2017

 

”Jeg løb ind i pagoder og fikseredes i århundreder i tårne eller hemmelige rum; jeg var idolet; jeg var præsten; jeg blev tilbedt; jeg blev ofret. Jeg flygtede fra Brahmas vrede gennem alle Asiens skove; Vishnu hadede mig; Shiva lå på lur efter mig. Pludselig løb jeg ind i Isis og Osiris; jeg havde begået en handling, sagde de, som fik ibis-fuglen og krokodillen til at skælve. Jeg blev begravet i tusinde år i stenkister, blandt mumier og sfinxer, i snævre kamre i hjertet af evige pyramider. Jeg blev kysset af kræftsyge krokodiller og lagt mellem siv i Nilens mudder, forvekslet med alle slags unævnelige slimede tin. (…) Den fordømte krokodille blev for mig et større rædselsobjekt end alle de andre. Jeg blev tvungettil at leve med ham, og (som det altid er tilfældet i mine drømme) i århundreder. Undertiden undslap jeg og fandt mig selv i kinesiske huse med kurveborde etc. Snart blev alle bordenes og sofaernes ben vækket til live: Krokodillensafskyelige hoved og hans frække øjne kiggede ud på mig, mangfoldiggjort i tusinde gentagelser, og dér stod jeg, frastødt og fascineret.”

 

 

 

Ordene er Thomas De Quinceys, citeret af Charles Baudelaire i hans værk, ”Det kunstige paradis”, som består af to essays: Det første, ”Et hash-poem”, som er et prosalyrisk essay, der reflekterer over hashrusen, dens virkninger og konsekvenser. Bogens anden halvdel, ”En opiums-æder” er Baudelaires oversættelse og udlægning af den britiske forfatter Thomas De Quinceys beskrivelse af dennes mangeårige forhold til opium og de syner, der dermed var forbundet gennem forfatterens liv, og hvorledes han kæmpede med at blive fri af sin afhængighed. Baudelaire og D Quincey havde muligvis vidt forskellige grunde til at indtage deres foretrukne midler. Baudelaire crashede ind i rusen som en pioner, en first-mover i et vildt vesten, med kunstneren og poetens åbne og søgende sind. De Quincey søgte lægedom for sine smerter, som var opstået af den hungersnød, han oplevede som barn, og som havde haft ødelæggende konsekvenser for hans indre organer. På den tid var laudanum-dråber – opium opløst i alkohol – et hyppigt benyttet lægemiddel mod smerter, naturligvis stærkt vanedannende, og derfor udviklede De Quincey tolerance og måtte tage mere og mere opium. Men selvom deres grunde til at indtage de respektive lægemidler var forskelige, s var deres visioner af stor klarhed. På sin vis foregreb disse to kunstnere de åndelige og bevidsthedsmæssige eksperimenter, som blev foretaget i det følgende århundrede af bl.a. Aldous Huxley, som beskriver dem i sin bog ”Erkendelsens døre”, og efter 1968 bl.a. af Timothy Leary, som undersøgte LSD’ens muligheder. Og endelig den store bestanddel af de nye søgende i 68-generationen, som gerne ville udvide deres bevidsthed. Nysgerrigheden. Viljen. Længselen efter forståelse. Længselen efter de store drømme. Et alt-lægende middel der kan hele både krop og sjæl.

 

 

 

”At drømme vidunderligt er ikke en gave som alle mennesker besidder, og selv de som gør, risikerer at få den stadig mere formindsket af den evigt voksende moderne splittelse og det materielle fremskridts turbulens. Anlægget for at drømme er guddommeligt og mystisk, for det er igennem drømmen mennesket kommunikerer med den skyggefulde verden som omgiver det.” siger Baudelaire i bogens første halvdell.

 

 

 

Jeg vil i dette essay trække paralleller til vor egen tid, med vor egen stræben efter udfrielse, renhed, katharsis gennem midler, som vi måske ikke forbinder med vor flugt, men som i sagens natur, i deres egenskab af stimulanser, til enhver tid vil være redskaber for eskapisme.

 

 

 

Den åndelige overlegenhed, med hvilken Baudelaire omtaler hashrusen i bogens første halvdel, må være misundelsesværdig for enhver, som nogensinde har eksperimenteret med rusmidlet. Måske er det remediernes renhed, måske er hashen i dag fordærvet af tilsætningsstoffer og kemikalie; måske er den åndelige og materielle renhed, som i attenhundredetallet gav forfatterne de store syner, ikke længere eksisterende. Måske er det blot et udslag af nostalgien credo ”Alting var bedre i gamle dage” . Dengang vore sind ikke var forgiftet af digitale instanser, som hele tiden kræver vores opmærsomhed.

 

 

 

Baudelaire diskuterer i første halvdel, hvorvidt de paradisiske tilstande, som kan opnås i rusen er et resultat af en livsførelse, som er særlig gunstig for fremkaldelsen af syner, eller om det ganske enkelt er en nåde, en guddommelig forbindelse. Han drager en parallel til de spiritistiske skoler, som mente at fremkalde ånder, ektoplasma etc. i rusens tilfælde fremkaldes der ikke et ydre fysisk bevis på en forbindelse, men er synerne da spøgelser, viljeløse projektioner, eller besidder de en egen intelligens. Under alle omstændigheder melder de sig så uventet som et spøgelse. Baudelaire, såvel som De Quincey er ligeledes enige om farerne ved langvarig brug af rusmidler – en uundgåelig straf, siger Baudelaire, en ond spiral, der fører ind i et evigt troldspejl, solipsisme, storhedsvanvid, viljeløshed. Denne sammenligner rusen med drømme, et begreb, som han opdeler i flere kategorier: den type drømme, som vi kender som dagsrester, hjernens måde at rydde op i overflødigt materiale, absurditeter måske, men ikke desto mindre ganske almindelige og som har en tydelig forbindelse med personen, som drømmer. Den anden type drøm er visionen, den store, nådegaven, drømmeren som én der bliver tiltalt af en udefrakommende instans, måske Gud. Den har skær af noget overnaturligt og karakter af orakel.

 

 

 

I samtiden diskuterer vi neuropsykologi og neurologiens patologiske udtryksformer, og visse dele af videnskaben oversætter samtlige følelsesmæssige, hallucinatoriske og religiøse tilstande til et udtryk for signalstoffer og hormoner. Neurologer og kemikere vil kunne forklare rusen med formler og benævnelse af specifikke signalstoffer, men kunstnerne, mystikerne og tænkerne gennem århundrederne taler om erkendelsen som noget langt større, potentiseret – og måske naivt kan man spørge om det således ikke er en nåde at opleve den gave, som en frugtbar bevidsthedsudvidelse er, og om erkendelsen ikke i den helt store stil transcenderer ethvert signalstofs udtryk i hjernen. Dyrene udtrykker signalstofferne og hormonernes bevægelse i kroppen gennem instinktet, men mennesket udtrykker det i kunst, matematik, videnskab og filosofi.

 

 

 

Baudelaire beskriver rusens stadier. ”Dæmonen har invaderet Dem”. Det er poetisk i al sin gru at læse hans beskrivelse af hashrusens indre og ydre fysiognomi under visse dele af rusen. ”I Deres hoved og hele Deres væsen føler De Dem lamslået og pinligt bestyrtet. Deres øjne vokser, som blev de trukket i alle retninger af en nådesløs ekstase. Deres ansigt bades i bleghed. Deres læber presses ind imod munden, med denne stakåndede bevægelse, som karakteriserer en mand, der er bytte for sine egne store ambitioner, undertrykt af umådelige tanker eller tager et dybt åndedrag for at genfinde energien. Halsen lukker sig, så at sige. Ganen udtørres af en tørst som det ville være uendelig skønt at tilfredsstille, hvis ikke ladhedens fryd var mere behagelig og modsatte sig enhver bevægelse. Hæse, dybe suk undslipper Deres bryst, som om Deresgamle kropikke kan udholde Deres nye sjælsønsker og aktiviteter.”

 

 

 

Han beskriver en situation, hvor en ven i sin rus oplever sig selv som en tænkende isblok idet han ledsager en ven i teatret, og siger endvidere: ”De ved at hash altid rejser en sand lyspragt, en vidunderlig stråleglans og kaskader af flydende guld; alt lys er godt, det som fuckler på fladerne og det der hænger som strimler fra kanter og fremsprin, salonernes stager…”

 

 

 

Og senere udkrystalliserer rusen sig til visionerne, som en skarphed i alle sanser: ”Lugtesansen, synet, hørelsen og berøringen deltager på lige fod i denne udvikling. Øjnene skuer det uendelige. Ørerne opfanger næsten uhørlige lyde i midten af en enorm tumult. Det er sådan hallucinationernebegynder. (…) Lydene iklæder sig farver, og farverne indeholder en musik, dette, siger man, er kun naturligt, og enhver poetik hjerne kan, i sin sunde og normale tilstand, let skabe sådanne analogier. Men jeg har jo allerede advaret læseren om at han intet positivt overnaturligt vil finde i hashrusen; blot antager disse analogier en usædvanlig livlighed; de gennemtrænger, invaderer og knuger ånden ved deres despotiske karakter.”

 

 

 

Endvidere beskriver han hvordan personligheden kan projiceres ud i det ydre objekt, f.eks. et træ: ”Først vil De låne Deres lidenskaber til træet, Deres begær eller Deres melankoli; dets knirken og dets bevægelser bliver snart Deres egne og snart er De træet.

 

 

 

Rusmidler kan være et evigt Damoklessværd; den der indtager dem kan for en tid føle sig som verdens herre, men når virkningen klinger af, er man atter verdens slave af dens krav, dens pligter, dens følelsesmæssige udfordinger, problemer, for samfundet, kulturen, arbejdet, pengene og døden. Rusmidlerne både velsigner og forbander, for de giver dette tiltrængte afbræk, hvor vi kan flygte for en tid fra det, der skræmmer og binder os så umådeligt. Flugten kan være så fristende. Vi bider vreden og angsten i os, men den ligger der som en understrøm.

 

 

 

I slutningen af halvfemserne lancerede Sundhedsstyrelsen sine alkoholbegrænsende kampagner. Jeg husker at jeg så på dem med foragt og tænkte: ”Hvis I ikke vil have man drikker mere end fjorten genstande om ugen, hvorfor indretter I så samfundet på en måde, så man ikke kan holde ud at være i det uden at være beruset hele tiden?” Nu er det om muligt værre. Krig, miljøproblemer, global opvarmning, kontanthjælpsloft, Trump, Kim Jung Un, velfærdsstatens fald til bureaukrati og dyneløfteri.

 

 

 

Vi vil gerne flygte. Vi vil gerne flygte i fællesskab. For vi ommer ind i livet alene, og vi går ud af det alene. Længes vi ikke efter forening. Game of Throneser et af de midler, hvormed vi flygter sammen. Vi beruser os i det, som efter Baudelaires imperativ: berus jer. Det er os, der træder ind i fantasiverdenen, når vi deler det. Et øjebliks sød flugt ind i Arkadia, hvor alting er så enkelt. Personerne bliver levende, når vi taler om dem, deler dem. Ridderne. Ladyerne. Lorderne. Deres gerninger. Deres heltemod. Deres niddingsdåde. Vi bliver dem. Den pige, vi elsker, kalder vi ”Khaleesi.” Det ligger så sødt på tungen. Tænk hvis vi med ét ord kunne udslette alt det vi ahder. Dracarys!Vi kæmper med ære og dræber eller dør, elle v kæmper duen ære og dræber eller dør. Vi forbinder os med arketyperne,som bliver levende for os, faderen, Moderen, Smeden, Krigeren, Jomfruen, Kællingen, Den Fremmede. I vores egen verden er der tusinder og atter tusinder kompromiser og valg. I fantasilandet er der ingen. Der er intet glutenfrit brød. Ingen laktoseintolerans. Intet uddannelsesvalg, ingen krav om konstant optimering af krop og sind. Der er kamp og død. Ære eller fald. Landskabernes skønhed er berusende. Kvindernes skønhed, mændenes maskuline, rene kraft. Ingen grænsetilfælde, der kan stille vores dømmekraft til tvivl, ikke disse tusinde nuancer. Ingen Facebook, ingen Tinder. Der er ingen miljøproblemer, for her er naturen herre over mennesket, og vinteren er den sikre død, med mindre vi fokuserer vor bevidsthed på én eneste ting: kampen! Hvis man er fuld af had, trækker man et sværd. Hvis man er fuld af liderlighed, knepper man sin en kvinde fra vildmarken eller en luder.Valgene er simple og utilslørede som en vision, et himmeltegn.

 

 

 

Hovedpersonen Britta siger i min novelle, ”Dronningen af Alkohol”: ”I årevis forsøgte jeg at benægte det. Men jo længere man eksponeres for lidelsens natur, desto mere må man sande hans ord. Livet ér en lang lort. Buddhisterne har for længst fundet ud af det. Lidelse ér. At blive skubbet brutalt ud af moderskødet er lidelse. At vokse op er lidelse. Den evige søgen er lidelse: Efter den eneste ene, meningen med livet. Kærlighed er lidelse. Arbejde er lidelse. Arbejdsløshed er lidelse. At fornægte lidelsens realitet er en livslang løgn. Livet er én lang og pinefuld tilstand af konstant rædsel for, hvornår den næste lidelse må vise sit ansigt, kun afbrudt af små og kortvarige oplevelser af ekstatisk lykke eller rolig tilfredshed som afløses af – du gættede korrekt – mere lidelse. Ingen, som sandfærdigt skuer ind i sit inderste kan benægte det. Den evige søgen efter lykke er en kapitalistisk opfindelse, som blot tjener til at holde samfundets hjul kørende. Livet er en lang lort. Og så kommer Døden, det ultimative lortejob.”

 

 

 

Vi bliver fortalt, at depression og angst skyldes en fejl i vores hjernekemi, en fejl, en malfunktion, og at vi kan stoppe malfunktionen ved at tænke korrekt, spise korrekt, tage det rigtige medicin, optimere os selv. Det vil arbejdsgivere og coaches gerne fortælle os. At der ingen grænser er. Vi kan blive bedre versioner af os selv, hele tiden, nu, NU! Men vi vil væk fra os selv, væk fra det helvede, der er den individualisme, der kun peger på sig selv; thi det er os selv, der betragter os selv, fra den verden der omgiver os. Et metablik på et metablik på et metablik. Troldspejlet.

 

 

 

Britta vil flygte, og alkoholen er hendes fartøj. Men vi, der ikke vil alkoholismen, stofmisbruget, det religiøse vanvid, hvor er vores forløsning? I Game of Thrones møder visse personer døden med åbne øjne. De siger måske nogle bevingede sidste ord. Uden at kny. Aryas læremester sagde: Der er kun én gud: Døden. Her gemmer vi os for tanken om døden bag en take bag et forsvarsværk bag et fort. Vi gemmer døden væk i hverdagen. Kender du nogen, som ikke flygter? Msåke har vi gemt os så meget, at vi har glemt vor egen flugt. Vi har ambitioner. Vi vil gerne frem i verden. Vi vil gerne stige til et højere sted. Vi vil gerne have et bedre job, møde den store kærlighed, have mere og bedre sex, en bedre kæreste, elsker, flere penge, flere børn. Jeg vil det. Jeg vil det hele. Jeg kan ikke det hele. Jeg skyder mig selv gennem universet med flere gange lysets hastighed. Jeg har aldrig fred, du har aldrig fred. Politihelikopteren over København og dens infernalske larm er vand ved siden af det helvede, der bruser indeni os. Det presser bag øjenlågene, får hjertet til at banke sindssygt. Det er derfor vi elsker Game of Thrones. Alkohol. Hash. En tredobbelt ironman. Chili. Højere gastronomi. Computerspil. Porno. Det dulmer angsten. Det giver et alternativ. Smukkere billeder. Sødere musik. Flere nuancer. Skønnere skygger i en skyggeverden.

 

 

 

”Kampen og revolten medfører altid en vis portion håb, hvorimod fortvivlelsen er stum,” siger Baudelaire. I den forbudne frugt er er altidet håb om forløsning.

 

 

 

Men hvad så? Hvorfor er Baudelaires lille bog relevant i dag?

 

 

 

”Denne tankens skarphed, denne sansernes og åndens entusiasme, må til alle tider have fremstået for mennesket som det bedste af alle goder; det er derfor vi, når vi kun tænker på den umiddelbare vellyst og er ligeglade med om vi bryder grundloven, har søgt i de fysiske og medicinske videnskaber, i de groveste drikke, i de mest subtile parfumer, i alle klimaer og til enhver tid, efter midler til at flygte, om blot for et par timer, fra vort smudsige tilholdssted, og, som forfatteren til Lazarus siger, ’opnå paradiset med ét eneste slag.’”

 

 

 

Hvornår er visioner sidste blevet beskrevet så rent, så klart? Hos William Blake?

 

 

 

”Fra den ene ende af verden til den anden usurperer moralens store galskab den rene litteraturs plads i enhver diskussion.”

 

Jeg savner den hånd, der bliver rakt ud efter det, som er større end hvad vort intellekt kan levere. Ingen samtidig minimalisme kan give mig denne følelse af, at jeg ikke er alene om at længes efter det store. Hvor litteraturen i dag ofte peger på sig selv og sine egne fortræffeligheder, på kunstnerens evne til at få ordene til at danse efter sin egen pibe, så transcenderer Baudelaire og De Quincys beskrivelser af deres syner den rene, kunstneriske bearbejdelse. Fordi deres beskrivelser peger på noget andet end dem selv. Jeg vil hellere læse én psykonauts rene og klare beskrivelse af en himmelsk ros end tusind forfatterskolede forfatteres ophøjede ordfiligran. Det er min længsel efter det romantiske, de store følelser frem for den sindstilstand, hvori man er i stand til at tage stilling til denne og hin middagsrets indhold af gluten og laktose. Det slebne og helseagtige, tæmmede og nedbøjede under moralens store åg.

 

Jeg ville ønske, jeg turde hengive mig til LSD eller et helt igennem rent hashorgie. Men det gør jeg ikke. Jeg er bange for ikke at finde tilbage. Jeg er bange for at flugten vil løbe af med mig. Jeg har brug for disse visioner til at spejle min egen praksis, jeg har brug for at dykke ned i dem for at se at jeg i det mindste ikke er alene i min længsel, om intet andet. De forfattere i dag, der skriver på visioner er så få, og de lever skjult i undergrunden, fordi de ikke sælger.

 

 

 

Som citatet i dette essays indledning siger: ”At drømme vidunderligt er ikke en gave som alle mennesker besidder, og selv de som gør, risikerer at få den stadig mere formindsket af den evigt voksende moderne splittelse og det materielle fremskridts turbulens.” Her foregreb Baudelairede moderne menneskes fragmenterede sind. Forskning viser, at vores evne til at koncentrere os længe og fokuseret, bliver forstyrret af de sociale mediers allestedsnærværende fristelse. Jeg bekender gerne! ”De zapper rundt”, var det fortærskede udtryk der florerede, mens vi stadig brugte fjernbetjeninger til vores bedagede flow-tv, og vi har hørt det til vi brækkede os på uddannelsesinstitutionerne. Mine tanker er nu i staccato og jeg er i en evig tilstand af fristelse af en skærm. Gid jeg turde de rene syner. Åh, dengang vore sind ikke var forgiftede af digitale instanser. De er krøbet ind i poesien, selvfølgelig. Men også dér flygter jeg gerne. Visionernes renhed bliver hakket op som snitter på et toiletlåg og oplevet i minimale brudstykker. I dag er vor smerte ikke en fysisk eftervirkning af tider, hvor vore indvolde åd sig selv op indefra; det er smerten der kommer af den evige angst, når den orangehovedede mand dukker op på min skærm og vore hjemlige politikere tumler rundt som latterlige klovne.

 

 

 

Igen, den krokodille, som De Quincy ser. Jeg har forsøgt mig med min egen krokodille i min novelle ”Mod solnedgangen”, uden at vide hvor ypperligt De Quincy havde beskrevet sin før for ganske nylig. Selvom jeg er et støvkorn i De Quincys stråle, så giver hans krokodille mig et lillebitte håb, også selv om hans vision er en af gru og rædsel. Selv det er mere tillokkende end den manierede minimalisme. Det er en hånd, der rækker ud af skyerne, til mig som et enkelt individ, transcenderer mit individ;hans visioner, som jeg så inderligt kan relatere mig selv, giver mig denne spæde, men glasklareflamme af et fællesskab.

 

 

 

“Det kunstige paradis”, Charles Baudelaire, Det Poetiske Bureaus Forlags lommebibliotek, 125 kr. http://detpoetiskebureau.dk/produkt/charles-baudelaire-det-kunstige-paradis/

 

Share This