Vi har brug for kreativitet, innovation og hjertemod for at føre menneskeheden gennem de kommende årtier, således afslutter Peter Høeg og Andreas Roepstorrf deres kronik søndag den 17. juni. Det gør vi, og det bliver ikke en PISA-tests, præstationskrav og 12-talskulturer, der kommer til at drive denne sagnomspundne, mystikomgærdede kreativitet og innovation.

Kreativitet er en ressource, der har en vis sårbarhed i sin natur. Kreativitet er ikke en konstant, den skal have gode betingelser for at kunne være i en stabil proces, den kan ikke skabes, men skal inviteres eller lokkes frem. Vi kan måske ikke videnskabeligt bevise hvad kreativitet er, men vi kan undervise i, hvilke betingelser, der fremmer den kreative proces, og vi kan lære os selv, vores eller og studerende at identificere tegn på, at de kreative proces er i fremdrift, og dermed se, at vi er på rette vej.

I Høeg & Roepstorffs kronik gives udtryk for et skisma mellem det åndelige aspekt, meditationen og den videnskabelige tradition på universitetet, som om de er modpoler. De to traditioner behøver ikke at være så fremmede for hinanden.

At skabe betingelser for et kreativt flow kræver, om ikke overgivelse til den åndelige side af tilværelsen, så i hvert fald et willing suspese of disbelief. Men vi behøver ikke anstrenge os så meget for at suspendere mistroen, vi kan starte med at kaste et blik på en af psykologiens største tænkere, Carl Gustav Jung som ikke blot beskrev begrebet synkronicitet for os, men også brugte sine kreative teorier på sig selv. Han lod f.eks. sine drømme virke som en uddybende faktor på sin feltforskning i udlandet, bla. Under sine rejser i Afrika. Han lod de tilsyneladende skizofrene syner, som han fik gennem en periode før udbruddet af første verdenskrig og som han først frygtede var et udbrud af psykisk sygdom. Men ved at indgå i et forhold til figurerne, som han mødte i sit underbevidste, ved at gå i dialog med dem, som han ville gøre med sine patienter (Jung var skizofrenilæge) kondenserede han sine syner til sin Liber Novus, den røde bog, som er en fremskrivning i ord og billeder af synerne fra Jungs underbevidste, deres stemme og deres budskab.

I Jungs undersøgelse af sit eget ubevidstes budskaber udelukkede videnskabelig redelighed ikke åndelighed. Og omvendt.

Jeg har studeret billedkunst, musik og litteratur i egen praksis og på uddannelsesinstutioner. På ingen af disse instritutioner har en lærer undervist i, hvad kreativitet kan tænkes at være, og hvrdan man fremmer den, hverken som kunstner eller som studerende generelt. Som lærerstuderende og lærer har jeg både på skoler og seminarier oplevet en tilgang til kreativtet, som hører til det hedengangne formningsparadigme, hvor kreativitet ses som en (i barnet) iboende kraft, som man kan lokke frem ved at lægge en klump ler eller et par pensler foran barnet, og så skal du bare se løjer – produkterne sprøjter frem!

Eller jeg har oplevet den modsatte tilgang (ofte i litterære sammenhænge): At inspiration er noget gudgivent, mystisk og forbeholdt få udvalgte naturtalenter. Begge tilgange er overfladiske og synes at bero på gætterier, fordi – som Høeg og Roepstorff skriver i kronikken den 17. juni- den kreative proces synes indhyllet i mystik.

Spørgsmålet er om vi kan undervise i hvad kreativitet er, når vi ikke videnskabeligt kan påvise hvad den er. Gu er den kreative proces indhyllet i mystik. Men den er, som Høeg og Ropstorff siger, genkendelig. Den er genkendelig på følelsen af frihed, som den fører med sig. Den er genkendelig på de oplevelser af synkronicitet, der ofte følger i den kølvand. Den er genkendelig på, at der synes at være en ebbe og flod, en form for cyklus i den måde, den manifesterer sig på hos den enkelte: Den er ikke konstant!

På et tidspunkt havde jeg et arbejde, der var fysisk hårdt, temmelig ensomt og på fuld tid, samtidig med at jeg skrev på min seneste novellesamling. Når jeg kom hjem, havde jeg sjældent overskud til at skrive. Jeg samlede de sidste kræfter jeg havde, og brugte en weekend på at skrive på en af novellerne. Men jeg var ved at miste modet. At færdiggøre samlingen virkede som en umulig proces.

Da jeg mandagen efter kom på arbejde stod jeg træt og modfalden ved en kaffemaskine på den større, statslige institution, hvor jeg vedligeholdt noget interiør. Mens jeg ventede på at den bryggede min cappucino, kom en af mine figurer gående, lyslevende, fuldstændig som jeg havde beskrevet ham i mit manuskript dagene forinden. Jeg var ved at tabe koppen, verden stod stille og det løb mig koldt ned af ryggen. Lige dér oplevede jeg en synkronictet, der fortalte at jeg var på rette vej. At jeg skulle fortsætte. Den kreative proces havde talt.

At genkende synkroniciteter som en form for feedback fra den kreative proces, er ikke et guddommeligt mirakel fra himlen, selvom det kan føles sådan, det er et fænomen, vi kan træne os selv til at genkende og afkode. Men det kræver at læreren er villig til selv at gå i dybden med processen.

Jung beskriver som en af de første (dog efter Theodore Flournoy, som var banebrydende i sine studier af det underbevidstes manifestationer, bl.a. hos medier) det kollektivt ubevidste som kilde til ideer, drømme, symboler, arketyper, og undervisere i powerwriting i dag fortæller at powerwriting-processen trækker på netop denne del af det menneskelige sind.

Høeg foreslår i kronikken, at man ”ikke kan møde si omverden dybere end man har mødt sig selv”. Hvis vi betragter udsagnet i forhold til undervisning i kreativitet, kan man måske sige, at fordi kreativiteten for en stor dels vedkommende hidrører fra det kollektivt underbevidste, så er det muligvis vigtigere, at læreren kan facilitere en proces, hvor den studerende kan få mulighed for at skabe fra denne kilde, end at den studerende, som måske stadig er ung og uerfaren, kender sig selv helt vildt dybt (hvem gør i øvrigt det?)

Når jeg underviser i kreativ skrivning, bliver de studerende som regel rigtig glade , når der kan siges noget konkret om kreative processer, hvad de er, hvad der kendetegner et kreativt flow. Det falder altid i god jord, når den kreative proces og den forjættede inspiration kan italesættes som noget, der kan læres – af alle – og ikke noget, der behøver at være mere indhyllet i mystik end højst nødvendigt.

I Høeg og Roepstoffs kronik beskrives håndskrift som en faktor, der fremmer den kreative proces. Når man f.eks. powerwriter eller skriver morgensider (mere herom senere), anbefaler skrivelærerne at man skriver i hånde, netop fordi håndskriftens analoge, organiske bevægelser stimulerer den kreative hjernehalvdel. Men i uddannelsessystemet som sådan er håndskrift i stor stil afviklet til fordel for tastaturet.

Det hænger blandt andet sammen med samfundets krav om præstation. Hvis vi smider en metafor ind i ligningen og sammenligner kreativiteten med et vildt dyr og den bevidste vilje eller præstationen som en jæger med et gevær, så får vi ofte et dødt dyr på bundlinjen. Kreativitet har svære vilkår under krav om præstation. Det svarer til at vi i billedkunstlokalet smider en klump ler foran eleven, peger på det med en dirrende finger og råber: Lav en Michelangelo, nu!

Det går bare ikke. Vi bliver nødt til at vide, eller kunne fortælle vores studerende at kreativitet er en sårbar proces, der skal næres, og vi skal kunne formidle hvordan denne næring kan finde sted. Høeg og Roepstorff taler om pauser under kreativ skabelse; i bogen ”I bad med Picasso” taler forfaterne Lene Tanggård og Christian Stadil om kreative brud, som mange kunstnere udtrykker er nødvendige i en kreativ proces. Et kreativt brud kan f.eks være en planlagt pause, når vi powerwriter, hvilket ofte foregår i intervaller af tyve minutter ad gangen. Når uret ringer, så er der obligatorisk pause. Det gør den kreative proces tilgængelig – tyve minutters uafbrudt skrivning, hvor pennen ikke slipper papiret, er ganske hårdt arbejde. Men med planlagte pauser, hvor vi kan tage en kop kaffe, strække ben eller få frisk luft, gør hele processen tilgængelig – og måske endda behagelig. Og behagelig er antitesen til forceret og anstrengt, hvilket er en kreativ dræber. I tilfælde af deadlines kan det være nødvendigt med en vis rovdrift, en større kraftanstrengelse, men det er strengt nødvendigt, at læreren kan fortælle den studerende – elller vi kan fortælle os selv – at opladning ikke kun er nødvendig, den er obligatorisk. Brønden skal fyldes op. Vi skal næres. Vi ér ikke uudtømmelige ressourcer, det ved enhver der har haft stress. I arbejdslivet og på uddannelserne paces vi, og vi pacer os selv. Men det fremmer på ingen måder kreativitet! Det er strengt nødvendigt med afslapning og inspiration. Vi bliver pinedød nødt til at blivebedre til det!

For krav om præstation, om det kommer fra det indre eller ydre, er dræbende for kreativiteten, og det er en evigt overhængende fare i et samfund, der konstant forventer præstation, positionering, vækst, cv-rytteri, for slet ikke at tale om jobcentermetoder, der pisker arbejdsløse rundt som rotter i labyrint, så de absolut ikke har mulighed for at give sig selv en periode med afslapning så de kan handle fra et inspireret sted, frem for robotagtigt at gentage den samm e protokol.

Tempoet er konstant højt overalt , og det kan den sårbare, cykliske, ebbe- og flod- baserede kreative proces ikke holde til. Vi er organiske, biologiske væsener, der engang har hængt sammen med naturen, og eftersom alt i naturen baseres på rytmer, således er det også i det menneskelige krop og sind. Vi er bare blevet forbandet dygtige til at overhøre dem. Men ligesom vores kroppe har brug for mad og søvn, har kreativiteten brug for næring og pauser. Det skal vi som både undervisere og kreativt udøvende mennesker være i stand til at anerkende.

I min e-bog ”Den brændende snemand” har jeg opstillet en pyramidefigur, indenfor hvis sider findes en række faktorer, der virker fremmende for kreative processer. Udenfor pyramiden svæver den kreative proces’ naturlige fjender, som man kan lære at omgås ved hjælp af redskaberne inden i pyramiden. Det er redskaber som kunstnerens space, fokus og kreative brud. Der er brønden, som skal fyldes op med næring og inspiration, for at den kreative ressource kan fornyes. Der er forpligtelsen, der, som kreativitetsforskeren Robert Sternberg har kaldt den beslutning, vi træffer med os selv om at indgå i en kreativ proces. Om den er bevidst eller ej, så fører en aktiv beslutning til praktiske handlinger, der muliggør skabelsen af et produkt. Ved at bevidstgøre at sådan en beslutning overhovedet er mulig, gør vi den kreative proces tilgængelig. Vi finder også måleti pyramiden, som på sin vis er en forlængelse af forpligtelsen. Her bliver forpligtelsen udkrystalliseret i en eller flere målsætninger, som er lette at følge til dørs.

I pyramidens top finder vi morgensiderne, som er et kraftfuldt redskab til at sætte endnu mere gang i den kreative proces, tre sider skrevet i hånden om morgenen. Med håndskrivningen styrkes den kreative hjernehalvdel, og når vi skriver morgensider konsistent gennem et stykke tid, kommer vi endnu bedre i kontakt med os selv, vores underbevidste og vores kreative proces – re uger er ofte nok til at se en betydelig forskel! Vi får ganske enkelt styrket vores kreative selvtillid, og morgensiderne er med til at sætte vores allestedsnærværende indre kritiker ud af spil.

endelig har vi forbindelsen. At holde sig i kontakt med sit projekt, at skrive et par linjer hver dag, researche på relaterede emner, gør det muligt at holde sig tæt knyttet til sit projekt, selv i en travl hverdag. Den kreative hjerne elsker rutiner og vaner som disse. Med bare lidt træning bliver det nemmere og nemmere at være i et kreativt flow, at generere ideer og sortere i dem.

Og på pyramidens top sidder snemanden og mediterer. Meditation er en mulighed i en kreativ proces, ikke et krav for den studerende. Mange forbinder meditation med noget mystisk, måske newageagtigt. Hvis vi tager den videnskabelig brille på, er der imidlertid megen forskning,d er viser at meditation styrker fokus, giver ro, nedsætter stress, bare for at nævne nogle få frynsegoder af at meditere. Mindfullness er et anerkendt værktøj, både i erhvervsmæssig og privat sammenhæng til at gøre alle sider af tilværelsen mere tålelige i et præstationsfikseret samfund. På den åndelige side har f.eks. David Lynch i sin bog ”At fange de store fisk” beskrevet hvordan meditation er afgørende for hans ideflow og kreativitet.

Udenfor pyramiden lurer kreativitetens naturlige fjender: Den indre kritiker, forcering, tvivl, angst og skam. Disse fjender (som fører til kreative blokeringer) kan vi navigere os forbi, suspendere og lære at omgås ved hjælp af redskaberne indeni pyramiden.

Pyramiden er til praktisk brug og tilegnet især forfattere, baseret på inspiration fra f.eks. Jungs teorier, Julia Cameron m.fl. samt egne erfaringer fra min undervisning. Som sagt er den blotte italesættelse af det, at det er muligt at få kontakt med sin egen inspiration, det forjættede land, at gøre den kreative proces tilgængelig og mulig, nok til at studerende og kunstnere kaster sig ud i processen med fornyet energi.

Vi som lærere skal turde at facilitere processerne. Sætte os ind i grundlag, vedligeholdelse og feedback for kreativiteten.

På den måde gør vi en kreativ og innovativ fremtid mulig!

Share This