Forfattere og billedkunstnere / grafikere søgers til Det Poetiske Bureaus sommerversion

Det Poetiske Bureaus litterære magasin udkommer næste gang i juni, og som redaktør på sommerversionen, vil jeg gerne stille skarpt på netop – sommeren! Jeg søger forfattere og billedkunstnere, som vil give deres billede på, hvad sommeren repræsenterer i dag.

Litterært har Skandinavien en rig tradition for at besynge sommeren. Men har sommeren ændret karakter? Vi besynger den ikke længere for dens tid som vækstsæson, dens frugtbarhed, dens skønhed. Vi har nærmest permanent vinterdepression, fordi der ikke er ordentlig sommer mere. Hvor er Costa Kalundborg, som Shu-bi-dua lovede os i firserne?

Når solen endelig skinner, søger vi den excessivt, så vi får andengradsforbrændinger og hudkræft og solstik og dehydrering. Vi kan ikke styre det, når den endelig er der. Vi tilbeder den. Vi vil have den, sluge den, suge den ind, tages op i dens arme.

Sommeren er muligvis den eneste mulighed vi har for at udfolde alt hvad vi er, blotte vores menneskelighed gennem den nøgne hud. Sex i det fri. Exhibitionisme uden at fryse. At lade sig opsluge fuldstændig i festens katharsis. Roskilde ligner en en slagmark, når de unge har forladt festivalpladsen. Er det fordi de er dårligt opdraget, eller er det dommedagen, der lurer om hjørnet, der fører excesserne ud på vildere og vildere overdrev?

Bikinier, solcreme, makeup, grill. Fest og sommer og skønhed og krop. Aviserne går i agurketid og damebladene udgiver paperbackbøger, krimier og chicklit, som man kan læse på stranden, frozen daquiries. Kropsudstilling for de smukke og de uperfektes krumspring for at skjule deres uperfekthed uden at svede for meget.

Hvad er din version? Digt, prosatekst, billede, grafik? Kunstneren i bikini ved beachvolleynettet? Klimatekst? Erindringsbilede af dengang sommeren var suset i farmors skørter og duften af jordbærgrød? En litografisk gengivelse af det stykke hudkræft, som lægen skar ud og som du har gemt i skuffen?

Gi os det mest sommeragtige du har! Du definerer hvad der er sommer for dig. Deadline d. 15. maj.

Indsend dit bidrag til: hej@louise-kristensen.com sammen med et par linjer om dig og dit kunsteriske cv (debutant, udgivet før etc.) og gerne et portrætfoto

Min hjemmeside: http://louise-kristensen.com

Det Poetiske Bureaus Hjemmeside: http://detpoetiskebureau.dk

Share This