Den mærkelige idé i 2002

Engang i begyndelsen af 00’erne havde jeg sat melodi til William Blakes digt ”To Morning” (jeg var nogenlunde okay til guitar på det tidspunkt) , og jeg havde optaget det på den computer, jeg havde dengang.

Siden mistede jeg filerne, fordi de var lagret på hardware af den gamle skole, floppy disks osv. På et senere tidspunkt – jeg tror det var i 2002 –  sad jeg sammen med en kæreste, der spillede guitar, og jeg huskede hvilke akkorder, jeg havde brugt, og bad ham om at spille dem. Vi havde siddet og drukket nogle øl, og vi var inde i en kreativ rus.

Da vi havde spillet sangen igennem nogle gange, tænkte jeg: Jeg behøver egentlig ikke bruge denne sang til noget, jeg kan dedikere den i dette øjeblik til den kreative kilde, Gud, til Universet, hvad man end vil kalde den, give den tilbage.  Jeg tænkte at jeg ikke behøvede at gå ud offentligheden med den, som jeg ellers altid har lyst til, når jeg har lavet noget, jeg synes er godt – det her var en sag mellem mig og og den kreative kilde. Jeg vidste egentlig ikke, hvorfor jeg ræsonnerede sådan – det var et pludseligt indfald. på det tidspunkt havde jeg ikke læst og lært så megte om kreative processer, som jeg har idag. 

Pludselig gav det mening

I 2011 lå min mor for døden på Kamillianergårdens hospice i Aalborg. På dette hospice var ansat en kunstterapeut, som kom og besøgte stuerne for at høre, om der var noget hun kunne gøre. Hun havde en lille harpe med, som hun kunne spille på. Jeg kunne stadig huske akkorderne til min melodi til Blakes digt – mærkeligt nok, for det kan jeg ikke nu. Hun spillede dem, og jeg sang dem for min mor, som lå bevidstløs på stuen. Jeg håbede, at sangen på en eller anden måde ville nå frem til hende – nå frem til en anden del af hendes bevidsthed end den logiske.

Og på det tidspunkt kom jeg i tanke om, at jeg havde ”givet sangen tilbage” – og at det måske var dét der var meningen med det. At den skulle være en sag mellem mig og min mor. Det var hende, der havde givet mig William Blake-bogen som gave – og nu kunne jeg synge den sang for hende, mens hun på et eller andet bevidsthedsplan gjorde sig klar til døden.

Hvor skal produktet hen – og hvorfor?

Det, jeg gerne vil fortælle med den her historie, er at ens produkter måske kan have et andet formål end at det skal ud i offentligheden. Jeg har det selv sådan, at jeg har lyst til at alle skal vide, hvor fantastisk en kunstner jeg er, når jeg har lavet noget, jeg er glad for. I det her tilfælde er jeg glad for at jeg bevarede denne ting som noget, jeg kun har sammen med min døende mor – og så musikterapeuten. Det var vores ting, den behøvede ikke komme andre steder hen. Det gjorde den værdifuld i sig selv.

Selvfølgelig har man lyst til at udgive, offentliggøre, publicere osv. men man kan også have den der offentliggørelsestrang som sådan en default, der ligger under alt hvad man foretager sig, så man bare smider det ud på de sociale medier uden at tænke over det.

Det jeg gerne vil gøre klart er, at man har en bevidsthed omkring sine produkter som det gruundlæggende. At man gør sig klart, hvor det skal hen, hvad formålet er, før man lægger det ud på SoMe, og måske oplever, at det ikke bliver set, at man ikke får noget svar, eller at man får dårlig respons.

Vi lever i et samfund hvor præstation er en af de højeste dyder, og det kan være svært at åbne bogtillæggene og og blive konfronteret med den ene forfattersucces efter den anden, mens man selv – ganske uretfærdigt – får afslag efter afslag. Derfor kan det være fristende at lægge ALT ud, at publicere ALT hvad man har, fordi man bare får lyst til at skyde med spredehagl og håbe at man rammer plet på et eller andet tidspunkt.

Men måske, hvis man gør sig bevidst om hvad det er, man publicerer, finder man måske ud af at noget af det er bedre at holde for sig selv, fordi det skal have lov til at lagre, at vokse.

Pas på din kreative proces

Jeg har selv en blog, hvor jeg har publiceret alt muligt åndssvagt, bare fordi jeg kunne. Meget af det har jeg slettet igen, fordi det ved eftertanke ikke har været godt nok – sjusket, useriøst, skitseagtigt. Jeg kender flere, der simpelthen har publiceret hele dagbøger, eller skrevet dagbøger som blogs med det resultat, at der ligger alt muligt personligt om dem på internettet. Det kan være så lidet flatterende, at det kan være skadeligt for ens karriere. Det er én grund til at gøre sig kostbar: at værne om sit privatliv og sin kreative proces.

En anden grund til ikke at smide sine produkter ud i den flod af digital støj, som er nettet, er at man måske kan blive bedre til at lytte til sig selv. At ens indre stemme bliver klarere, hvis man viser den respekt ikke bare at råbe ud i floden af stemmer.

Jeg har skrevet en e-bog om hvordan man kan blive bedre til at værne om sin kreative proces. Den hedder ”Den brændende snemand”, er gratis, og du kan downloade den her.

Den brændende snemand

Nyhedsbrev og noveller?

Hit me!

Ingen spam, kun relevant info om udgivelser, oplæsninger, undervisning osv. 

Tjek - du er hermed tilmeldt

Share This