Pølseaskebægre…

Jeg har arbejdet med musik, skrivning, billedkunst og teater siden jeg var barn. Altså været det, man kalder ”kreativ”. Begrebet ”kreativitet” ligger og balancerer lige på kanten af formningsparadigmet, som var regerede 70’ erne og 80’erne, hvor det ”kreative” fag i folkeskolen hed Formning. Tilgangen til kreativitet var ganske simplificeret, og bestod af den grundtanken, at barnet havde en iboende kreativitet, som kom frem, når man lagde en klump ler foran det. Så ville det begynde at skabe. Der blev pølset mange askebægre, lavet kastanjedyr og fingermalingsmalerier i den periode. Og så kunne lærerne ellers sidde og ryge smøger imens.

 

Det faglige paradigme, som afløste Formning som det kreative fag i skolen, var Billedkunst, og da begyndte nye strukturer at gøre sig gældende i faget, der blev sat rammer for kreativiteten på en ny måde. Det vil jeg ikke gå i dybden med hér, jeg vil hellere gå i dybden med det fortærskede kreativitetsbegreb. Jeg synes det fortjener at få en chance til.

 

Kommer kreativitet fra himlen?

Før jeg begyndte at udforske begrebet nærmere, vidste jeg ikke hvad det var, og jeg havde som mange andre den fejlagtige antagelse, at det på en måde var noget, der kom til én fra et andet sted, oppefra måske, at det ikke at det var noget, man kunne arbejde med og og selv kalde frem. Jeg havde den antagelse, at en kunstnerisk blokering, eller skriveblokering, om man vil, var et vilkår, man måtte acceptere. Jeg vidste ikke, at inspiration og kreativitet var en kraft, men kunne sætte rammer for – at man kunne invitere den.

Den kreative kraft er mulig at få del af for alle, blot man ved hvordan man skal kalde den frem. Og det er den samme kraft, det samme flow, hvad end du arbejder med keramik, kreativ skrivning, billedkunst, dans eller et speciale.

 

Kom nu ind i kampen, kunstlærere!

Børn har en naturlig tilgang med deres kreativitet, indtil de ikke har det længere. Hos nogen kommer den tilbage, hos nogen bliver den ansporet ved at barnet går på en kunst- eller musikskole. Børn arbejder hårdt, mens de går i skole. Hvor bliver kreativiteten af? Kan det tænkes, at den kreative kilde er tørret ud? Og at lærerene ikke har lært, hvordan de skal kalde den tilbage. Jeg er uddannet billedkunstlærer, og jeg kan sætte en fed streg under det faktum, at min lektor ikke lærte mig for fem flade ører om, hvad kreativitet er. Vi lærte diverse teknikker. Ikke nogen, jeg ikke havde arbejdet med før. Linoleumssnit, lerfigurer, acrylmaleri, tegning efter model. Efter mange år med mit eget billedkunstneriske arbejde var jeg meget skuffet over niveauet i billedkunstundervisningen på seminariet. Og der var ikke et ord om, hvad kreativitet var. Ligesom på alle de andre kunstskoler jeg havde gået på.

Ofte kan man få fornemmelsen af, at lærere i kreative fag har berøringsangst overfor begrebet. Måske fordi det er stort, uhåndterligt og ikke har en skarpt afgrænset definition. Når jeg har undervist, har mine kursister været glade for at jeg har berørt emnet, men ofte har rammerne ikke tilladt at jeg har kunnet gå i dybden med kreativitet, flow og det spændende fænomen, der følger i flow-tilstandens kølvand: Sykronicitet!

 

Hen over de næste par uger, vil jeg stille skarpt på begreberne. Du kan også med det samme downloade min gratis E-bog, ”Den brændende snemand”, om kreativitet og flow for forfattere lige HER

 

 

 

Share This