Når man betragter Pontoppidans kvindelige figurer, kan man gøre det gennem utallige synsvinkler:

Kønspolitisk, historisk, freudiansk osv udgør hele studier for sig.

Kort fortalt var det moderne gennembrud blandt andet et opgør med romantikkens idealer, og der foregik på den såkaldte sædelighedsfejde, som var en kønsmoralsk- og kønspolitisk debat, som blev behandlet i kunsten af f.eks. Henrik Ibsen i ”Et dukkehjem”, IP Iacobsen i Marie Grubbe, og teoretisk og litteraturhistorisk af Georg Brandes. Meget af Henrik Pontoppidans litteratur er fyldt med beskrivelser og undersøgelser af samtiden og dens præg på befolkningen, så derfor fylder de forskellige vinkler på debatten meget i forfatterskabet.

I novellen Højsang møder vi en 23-årig kandidat fra København, der rejser fra København til det vilde Vendsyssel, hvor han tror han skal ud i et romantisk vildmarkseventyr og måske en stor, lidenskabelig kærlighed, der kan opsluge hans sind og gøre at han hverken kan spise eller sove. Det er nemlig sket for nogle af hans venner, mens han selv har kærestet rundt med en pige, han hygger sig med, men ikke er synderligt forelsket i. Han tager således til det vilde vest for at lade sig opsluge af vidderne og eventyret. Han møder i en skidden kro i Vendsyssel, proprietær Lindemark, som inviterer kandidaten til at bo hos ham og hans kone, Astrid Lindemark, som han har ægteskabelige problemer med, så kandidaten kommer til at fungere som en ufrivillig lynafleder for deres problemer. Kandidaten bliver stærkt fascineret af den smukke og vanvittigt temperamentsfulde Astrid, som går klædt som en middelalderlig sagafrue med sort kjole og sølvdolk i bæltet, og det er i den her konflikt, man kan se det moderne gennembruds kønspolitiske problematik udfoldet gennem én prisme. Astrid er en lidenskabelig kvinde, der føler sig indestængt i sit ægteskab, som oprindeligt var indgået i forelskelse og kærlighed i en frodig skov, og nu er hun proprietærfrue i det forblæste Vendsyssel. Hendes eneste handlemuligheder er at spænde sit vældige temperament ud mellem hjemmets vægge, kaste sin hengivenhed på sin hund og sin lidenskab på områdets bohemiske tosse, Oberst Hacke.

Nu er dette heldigvis ikke en lit-videnskabelig afhandling, så jeg kan heldigvis godt sige hvad jeg selv mener om den her sag. Og det er, at jeg udmærket kan identificere mig med Astrid, og hvis det var mig, der levede i 1800-tallet og havde lyst og evner til langt mere end at gå hjemme og passe børn, spille klaver og læse digte, så ville jeg også blive noget nær vanvittig, sandsynligvis hade den mand der havde bragt mig til en udørk, og kaste min kærlighed på hunden og landsbytossen. For hun kan ikke udfolde sig anderledes. Hun er tydeligvis talentfuld, belæst og videbegærlig, men i tidens og sædelighedernes ånd kan hun ikke uden videre realisere sig selv. Hun har måske handlemuligheder, men i sagens natur kan hun ikke erkende sig frem til dem. Og det gør hende muligvis det, man i tidens kvindesyns ånd, ville kalde ”hysterisk.” Fordi hendes fastlåste situation er ved at gøre hende splitter ravende vanvittig.

I en af scenerne har hun en diskussion om en populær roman med kandidaten som refererer til den med studentikos henførthed, mens hun er optaget af romanens kvindelige person, som har dræbt sin stedfader efter at han har indespærret og mishandlet hende:

“Kan De ogsaa huske den følgende Scene?”

“Den følgende Scene?”

“Ja … om Natten … ude i Stepperne.”

“Om Natten i Stepperne?”

“Kan De virkelig ikke erindre den,” sagde hun ligesom lidt utaalmodigt. “Martin Petrovitch vender dér hjem fra sin Rejse.”

“Martin Petrovitch? … Aa, Nathalias onde Stiffader, som vil have hende gift med Godsforvalteren. Javist! Det er dèr, hvor han styrter med sin Hest og drukner i Aaen. Nu husker jeg det! Nathalia har løsnet Naglerne i en Bro, som han skal ride over, ikke sandt? … Ja, det er mesterligt. Nu husker jeg det ganske tydeligt! Den mørke Nat … hans ensomme Ridt over Stepperne … den store Stilhed omkring ham … indtil han har naaet Broen. Det formelig risler En koldt ned ad Ryggen i det Øjeblik, da Hesten dundrende sætter sin Hov paa Broplankerne. “

“Ja – og hvad er saa det hele?” sagde hun og lagde Bogen tilbage paa Bordet. “Roman – Digt – Hjærnespind! Virkeligheden tager sig anderledes ud. I hvert Fald i vore Dage vilde en ung Pige nøjes med at tænke paa saadanne afgørende Skridt … vel ogsaa drømme om at gøre dem … maaske endog Gang efter Gang beslutte sig dertil. Men virkelig at udføre dem, paatage sig Ansvaret og Følgerne!”

Hun rejste sig op og gik et Stykke henad Gulvet, idet hun bøjede sine foldede Hænder frem og tilbage over hinanden, saa jeg kunde høre det knage i de fine Fingerled. Derpaa stillede hun sig hen ved det ene Vindue og saa’ ud paa Regnen.

“Nej,” fortsatte hun her. “Dertil har vi for længe været i Præsternes Vold. Selv Folk, der mener sig helt frigjorte, vilde dog i det afgørende Øjeblik aldrig have det hensynsløse Mod, som disse Romanforfattere tillægger deres Helte og Heltinder.”

“Da har dog Bitschkov netop Ord for at være en ubestikkelig Virkelighedsskildrer, ” sagde jeg. “Der er næppe Tvivl om, at baade hans Beskrivelser af de sociale Tilstande og hans Menneskefremstillinger stemmer med de faktiske Forhold. Men det er selvforstaaeligt … en saa mægtig Nations Opvaagnen skaber let Menneskeskæbner og Karakterer, der ligger en hel Del udenfor det dagligdags. Jeg kommer til at tænke paa, hvad Berendt fornylig skrev derom, at naar han læste en russisk Bog, fik han Fornemmelsen af en umættelig Higen parret med en titanisk Kraft, der mindede ham om Menneskehedens store Genfødelsestider.”

“Ja – den Gang!”

“Aa ja – men saadanne Genfødelses- og Frigørelsestider vil komme igen! Ja, de staar netop for Døren ogsaa hos os! …Mærker De ikke, hvor der er kommen Grøde i Luften herhjemme? Skrankerbrydes … Lænker sprænges! Tro mig, Frue, de store Tankers og de stærke Følelsers Dage ervirkelig kommen tilbage!” Hun vendte sig om derhenne ved Vinduet.

“Turde De da vove det … De, som dog kalder Dem Fritænker?”

“Hvilket?”

“Jeg mener: dersom nu – som dér i Romanen – al Deres Lykke, Opfyldelsen af Deres Livs højeste Ønske afhang af, om De havde Mod til at begaa en Handling, der i det almindelige Omdømme betragtedes som – –”

“Et Mord?”

“Nu – kald det, hvad De vil! En Gengældelse … en Retfærdighedshandling. Nathalia var jo bleven efterstræbt af Stiffaderen, der alene for sin egen Skyld vilde have hende gift med Forvalteren, som ikke en Gang elskede hende. Det hele havde jo desuden ganske Karakteren af et Ulykkestilfælde. Nathalia blev jo ikke en Gang mistænkt …”

Jeg kunde ikke lade være at smile af hendes Alvor og sagde:

“Jeg har endnu aldrig været i et saa prekært Tilfælde, Frue! Men for Resten har jeg nylig læst en Bog, der fra et meget frisindet Standpunkt behandlede netop det Spørgsmaal, De her berører.”

“En Bog,” sagde hun og tog atter Plads i sin Stol lige overfor mig. “Hvad var det for en Bog?” spurgte hun og bøjede sig interesseret frem imod mig.

Det er et vigtigt sted, fordi Astrid Lindemark afslører sin nysgerrighed og videbegærlighed efter at kunne se anderledes på tingene. Hun spiller kontrær og afvisende i hverdagen, men i virkeligheden er det bare et udtryk for hendes lede ved sin situation.

Den vigtiste scene er den, hvor hr og fru Lindemark og kandidaten skal til en fest, hvor det er meningen at oberst Hacke, som Astrid er forelsket i, skal komme:

”For første Gang saa’ jeg her for mig en Kvinde i ubehersket erotisk Ekstase, – og dette Syn fyldte mig med en ny Forfærdelse. Jeg fandt hende i dette Øjeblik rent ud afskrækkende styg. Det var, som om den vansirende Stramhed i Partiet omkring Næsefløjene, der hele Tiden havde stødt mig, nu havde bredt sig nedad mod Munden og opefter til Øjnenes abnormt udvidede Pupiller og givet det hele Ansigt en Maskes døde Stivhed.

Havde der nu endda i hendes Selskabsdragt kunnet spores lidt af den forsonende Feststemning, hvori ellers Kvinder – ligesom med dvælende Omhu – kan smykke sig til Mødet med deres Elsker. Men jeg havde ved Indstigningen i Vognen lagt Mærke til, at hendes ene Handske var knappet skævt; og ganske vist var det ellers glatte Haar nu bleven gjort bølgeformet fra Isseskilningen og ned imod Ørene ved Hjælp af et varmt Jern; men saa skødesløst var dette udført, at det blot yderligere røbede den tankeløse Hast, de dirrende Fingre, hele den brutale Utaalmodighed, hvormed hun havde beredt sig til sit Kærlighedsstævne.

Og en saadan Fornedrelse – tænkte jeg – og al denne Troløshed for en Helt som v. Hacke!”

 

Her kan man se en del af sædelighedsfejdens problematik udfoldet fuldt ud og med en hel del humor. Den studentikose kandidat bliver dybt skræmt ved synet af en kvinde, der utilsløret udtrykker sin seksualitet og går efter det hun vil have.

 

Nu vil jeg undlade at plotspoile som jeg har gjort i mine tidligere videoer, for eftersom denne novelle er en af dem hvor Pontoppidan giver den gas på humorpedalen, så er det, der sker herefter ret fedt at læse. Alene på grund af dens afspejling af tidens moral under opløsning er det en super interessant novelle.

Pontoppidan skrev meget om ægteskab, kønspolitik, tidens moral, nogen gange med alvor og nogen gange med satire. Han var selv præstesøn og havde rødder i en patriarkalsk familie og kultur, som har præget ham dybt, så hans blik på de her problemstillinger bliver til dels filtreret igennem den optik, der dels peger tilbage og dels gennem det moderne gennembruds optik, der peger mere fremad.

Men det er måske også en del af årsagen til at hans litteratur bliver ved med at være værd at beskæftige sig med, fordi der bliver ved med at være en vibration af opbrud, af paradokser, af tidsperioder, som tørner sammen og skaber uvejr. Selv om det er hundrede år gammelt, kan man se vores egen tid afspejlet på virkelig mange måder – på den måde bliver hans litteratur ved med at være levende.

 

Billede: Wilhelm Hammershøi: “Tre unge kvinder”, Ribe Kunstmuseum

 

Share This