Det kan være fristende at bruge sit eget liv som materiale – især hvis ens liv har været spændende. Det kan også være fristende at skrive ens smerte ud. Fordi livet gør ondt. Hør mig! Men er det god litteratur?

HJerte-smerte og “god kunst”

Litterær skrivning er noget, forfatteren skriver til andre – til offentligheden. Det kan være autofiktivt, hun kan have brugt materiale fra sit eget liv, men det er kunstnerisk bearbejdet, så det indgår i en velovervejet helhed.

Terapeutisk skrivning er til forfatteren selv –  dagbbøger, brainstorms, stream-of-consciousness, der handler om følelser, tilstande, hændelser, hun har oplevet – som kan være smertefulde eller fyldt med glæde og begejstring – noget der bare MÅ ud på papir, fordi det er så stort og fylder så inderligt meget hos forfatteren.

Som tidligere redaktør har jeg læst mange indsendte manuskripter, og har ofte oplevet, at en forfatter har haft brug for at skrive sin historie ud. Det kan være vældig vedkommende, og virkeligheden overgår som regel fiktionen hvad angår smerte og uretfærdighed. Men det gør det ikke nødvendigvis til god litteratur.

Du kan skrive alt det du vil om dine følelser, tanker og oplevelser til dig selv, din skrivebordskuffe og dagbog – men hvis det skal ud, må det bearbejdes.

Lad os kigge på et eksempel. Jeg har selv fundet et dagbogsnotat, og det er lidt fjollet, men you get the point: 

Kære dagbog! Jeg vågner hver morgen og kan ikke tænke på andet end ham. Det gør så ondt i mit hjerte! Det gør ligefrem ondt i hele kroppen. Hvorfor skal han også være vild med Lone, når jeg elsker ham så højt? For helvede! Hjælp mig, en eller anden! Hvor er Gud når man har brug for ham??!!

Det er der ikke rigtig nogen, der gider at læse. Det er for banalt, kan man sige (virkeligheden er nogen gange ret banal…)

Nu omskriver vi det til en fortæller i tredje person kan det lyde i den her retning (Det er stadig lidt fjollet, men skidt, you get the point):

Hun vågnede med et sæt. Hun havde en ubehagelig følelse i brystet. Det var næsten som en rusten fukssvans lå og savede frem og tilbage. Solen skinnede og fuglene sang ude i gården, som om de havde en fest. Det lød som små pippende djævle. Nu huskede hun festen igår. Hun trak dynen op over hovedet. Sørens ansigt begyndte at tone frem for hendes indre blik. Linjerne i hans pande. Skægstubbene, hun kunne næsten mærke deres sandpapirsagtige ruhed. Tårerne pressede på, det brændte i hendes øjne og kvalmen steg op i halsen, da billedet af Lone dukkede uinviteret op ved siden af Søren…

Fra Det Lille Hus på Prærien til Min Kamp

Du kan sagtens bruge dit eget liv og dine egne oplevelser i dine tekster, men sæt dig i læserens sted. Hvordan lyder det udefra? Er det relevant? Er det universelt? Bidrager det positivt til strømmen af udgivelser med noget, der giver læseren glæde, eftertanke, spænding, uhygge?

Som forfatter i en konkurrencefyldt branche kan det være nemt at falde ind i en følelse af at ”det er mig imod verden – i hvert fald mod mine konkurrenter”. Og det at ens skriveri hænger uløseligt sammen med ens liv, kan få én til male sig ind i det hjørne hvor JEG er i fokus. MIG, MIG, MIG!!

Men hvis man vender den tankegang om og tager DU-fokus-brillerne på, og kigger på hvad man kan bidrage med, hvordan man kan berige verden frem for at lade pilen pege tilbage på mig-mig-mig – så får man ofte mere tilbage, end man forventer.

Autofiktion er populært i tiden, flere forfattere har med stor succes udgivet bøger med materiale fra deres eget liv – f.eks norske Karl Ove Knausgård, som er blevet en verdensomspændende succes med bogserien ”Min kamp”. Herhjemme har Leonora Christina Skov haft utrolig stor succes med sin ”Den der lever stille.”

Men allerede i begyndelsen af det 20. århundrede skrev Laura Ingalls Wilder sin ”Det lille hus”- serie med eget materiale, og den kan stadig læses for det vidunderlige, levende sprog, beskrivelserne af livet som pioner i midtvestens smukke og barske landskab, og de kærlige portrætter af familie og venne, dyr, mennesker, bygninger, beklædningsgenstande. Wilders bøger har en detaljerigdom, der både er et indblik i en hverdag fjernt fra vores, og et blik ind i historisk tid.

Det er fedt at læse om rigtige mennesker!

Vi vil gerne læse om ægte mennesker i fiktionsform. Men fælles for de her nævnte forfattere, er at de gør fortællingen om sig selv til noget vedkommende for alle, de gør deres fortællinger levende, de tager læseren ved hånden og inviterer os indenfor i et univers, som vi måske ikke kender på forhånd, men kan relatere til.

Det gør hele forskellen. ”Lille mig” er måske ikke interessant, men hvis jeg kan fortælle ”lille mig” som en historie, som er andet og mere end blot at krænge det indvendige ud (hvor smertefuldt det kan være), SÅ bliver det god litteratur.

I min e-bog ”Den brændende snemand” skriver jeg blandt andet om, hvordan du styrke dig selv som forfatter og blive kreativ som bare fanden! Du kan downloade e-bogen gratis her!

Nyhedsbrev og noveller?

Hit me!

Ingen spam, kun relevant info om udgivelser, oplæsninger, undervisning osv. 

Tjek - du er hermed tilmeldt

Share This