”Det du vil lære på uddannelsen her, det er en række superfede redskaber, som gør dig i stand til at mærke dig selv og anvende din visdom i dit daglige liv. Når det sker, så bliver du langt mere, øh, powerfuld….og du, øhm, vil mærke mere nydelse i dit arbejdsliv. Du har dit indre med i hele processen. Du vil opleve mere alignment i din krop og i dit liv. Så uanset dit udgangspunkt, så får du en masse fed viden med dig her. Fed viden, som gør dig i stand til at leve i harmoni med dig selv…” Hendes ryg er rank, tonefaldet er empatisk, og hendes øjne er klare. Hun er passioneret omkring den uddannelse, hun tilbyder i sin Youtube-video! Hendes fagter og gestik understreger hendes ord. Hvergang hun siger ordet ”alignment” rækker hun den ene hånd op og gør en lodret bevægelse for at beskrive denne ”alignment”. Når man læser om hende på hendes hjemmeside, hvor hun beskriver hvem hun er og hvilke forudsætninger hun har for at tilbyde en uddannelse, vil man se, at hendes søster som barn troede, hun var en engel, og at hun som teenager udviklede en spiseforstyrrelse. Hun tilbyder healing og mentoring via Skype for 370 dollars pr. time. Men har hun en psykologisk eller psykoterapeutisk uddannelse? Niksenbiksen!

Slangeolie og transcendens

Eksemplet herover er taget ud af virkeligheden, lettere omskrevet. Hun er bare én blandt mange. I gamle dage kørte kræmmere rundt fra by til by og solgte flasker med ubestemmeligt indhold til dyre penge til alle, der havde noget, de gerne ville have helbredt. I dag bruger de internettet. I 2001 sad jeg i cirklen i et shamanistisk retreat, og vi delte vores åndelige oplevelser med hinanden. Der var rasler og trommer, og salvierøgen bølgede gennem rummet. Vi havde alle lavet et dybt indre arbejde, og havde haft dyyyyybe, transformerende spirituelle oplevelser. Pludselig begyndte en af deltagerne, en spinkel pige, at tale sort! Under hendes tiltagende rablende tale, var vi flere der bekymret så på hinanden. Efter en tid valgte shamanen at stoppe sessionen. Pigen var gået i psykose og blev indlagt på den lokale psykiatriske afdeling. Shamanen var en mand på over 60 med adskillige års erfaring i at lede shamanistiske retreats. Han havde også en assistent med. Ingen af dem havde set signalerne. En veninde på randen af selvmord gik i psykoterapi hos en utilstrækkeligt uddannet terapeut. Under arbejdet med terapeuten gik in venindes depression i fuldt udbrud, og hun forsøgte selvmord. Hun kom på ret kurs igen takket være det psykiatriske personale på Bispebjerg og Rigshospitalet. Som 22-årig var jeg et søgende menneske, og jeg ville bare vide alt om alting, og jeg var – spirituelt set – med på den værste, hvis bare jeg kunne blive klogere. Jeg deltog i et weekendkursus i den verdensomspændende spirituelle forening ”The Art Of Living.” i løbet af weekenden kom vi igennem nogle ekstremt intense kriyaer, krops- og åndedrætsøvelser, som bragte gamle traumer og andet psykologisk affald op til overfladen. Jeg overværede, at en pige, som gerne ville hjem, blev trængt op i en krog af tre af gruppens ledere, som besnakkede hende til at blive. Ved kursets slutning fik vi at vide, at vi ikke burde tale om kursets indhold til vores nærmeste. ”De ville alligevel ikke kunne forstå det.” Jeg var dog så optaget af den transcenderende kriya, at jeg valgte at komme i foreningen efterfølgende. Jeg troede en tid at jeg havde set lyset. Så begyndte jeg at stille spørgsmål, og fik at vide, at jeg ikke skulle spørge. Jeg holdt op med at komme i foreningen, og så begyndte jeg at få opringninger fra gruppens ledere og medlemmer, der prøvede at lokke mig tilbage. Siden læste jeg på litteratur omkring hjernevaskens grundteknikker, og forstod, at netop de ting jeg havde oplevet og observeret i foreningen var – lige nøjagtig hjernevask. Siden da har jeg naturligvis være meget skeptisk over for spirituelle grupper og foreninger.

Hvem beskytter de søgende?

Søgende mennesker er åbne og nysgerrige. De er sultne efter viden – og internettet er en guldgrube af påstande. Søgende mennesker kan også have ondt i livet, psykisk sårbarhed, måske endda reelle psykiske problemer, som der skal tages professionel hånd om. Det kan være farligt for sårbare mennesker at komme i en utilstrækkeligt uddannet selvudnævnt mentors hænder. Det kan være fristende for de selvudnævnte coaches at udnytte de søgendes svagheder – for dér ligger en masse penge. De sælger ikke slangeolie fra ladet af en vogn – de sælger coaching, terapi, mastercircles, udefinerbare uddannelser og grupper uden et klart formål. De påberåber sig ofte deres egen søgen, deres egen historie og intuition som garant for deres dygtighed og professionalisme. De er karismatiske, de er veltalende, forførende og ofte virkelig gode skuespillere i lige netop deres felt. Og intuitiv – det er ikke en beskyttet titel. Og med sin intuition i hånden er man jo i kontakt med Universet og har derfor hjemmel til hvad som helst! Disse ting finder ikke kun sted hos Scientology eller Moonbevægelsen. Det sker langt oftere, end man tror. Hvem beskytter de søgende, de sårbare? Hvad er deres rettigheder i det spirituelle gedemarked? Alt hvad de ønsker er at finde sig selv, men oplever så ofte at blive ledt ud i et langt dybere vildnis end de begyndte med. de kan ryge en tur på den psykiatriske – eller falde ud over selvmodets rand. Maia Szalawitz gav i Scientific American, juli 2014, anvisninger til hvordan man kan se efter tegn på om det selvhjælpsprogram, man overvejer at deltage i, kan være potentielt skadeligt. Hun siger at et godt program skal have uafhængige data, som beviser dets effektivitet – ikke blot anekdoter. ”Hvis der ikke er publiceret litteratur, som støtter op om programmet – uanset dets popularitet – så er det et rødt flag i sig selv!” * Szalawitz nævner også det rådgivende organ Seek Safely, som rådgiver om selvhjælp og advarer om decideret skadelige selvhjælpsprogrammer. Seek Safely har ydermere skrevet et tilsagn, som selvhjælpsundervisere kan skrive under på som en måde at afgive et løfte om, at de har taget de nødvendige forholdsregler, der skal til for at sikre deltagernes liv og helbred. Det ville være dejligt, hvis der fandtes et lignende danske rådgiverorgan, der kunne være med til at give søgende mennesker en større sikkerhed for deres mentale og fysiske helbred. En underskrift af et sikkerhedstilsagn, siger Szalawitz, er imidlertid ingen substitut for et godt hjemmearbejde, baggrundstjek for slet ikke at tale om at opretholde en sund skepsis. ”At være klar over at enhver sans for selvopretholdelse under de rette omstændigheder simpelthen kan blive udvisket, kan være med til, langt hen ad vejen, at holde dig fra overlast,” siger Szalawitz i Scientific American.

”De mennesker blev rent faktisk kogt”

Det eksempel, som Szalawitz artikel bygger på, er ganske uhyggeligt: I 2009 deltog den 38-årige Kirby Brown i et retreat i Arizonas ørken under ledelse af selvhjælpsguruen James Arthur Ray. Retreatet havde til hensigt at være ”en katalysator for personlig transformation.” Retreatet inkluderede 36 timers meditation i ørkenen uden mad eller vand, samt andre grænseoverskridende øvelser, fulgt op af en ceremoni i en improviseret svedehytte af blandt andet plasticpresenninger. Kirby og en anden deltager overlevede ikke ritualet. En tredjedel af de øvrige deltagere gik i coma, og én døde en uge senere. 18 andre blev indlagt med skader som udmattelse og nyresvigt. ”De mennesker blev rent faktisk kogt,” fortalte Christina Whelan, sociolog ved Pittsburg Universitet, som studerer selvhjælpsindustrien i USA. I Danmark og Skandinavien har vi endnu ikke set så ekstreme eksempler som James Arthur Ray. Men der sker ofte tragedier i selvhjælpsindustrien i Europa på mindre tydelige planer. ”Guruer” som ikke har tilstrækkelig uddannelse, kan ikke stille garanti for deltagerne. De har ofte ikke det der skal til for ikke at gamle med deltagernes psykiske helbred. Én psykose, én nedtur, ét selvford er for meget! Jeg vil gerne være med til at lave tiltag, der er nødvendige for at sikre de mennesker, der bevæger sig ud i verden som søgende. Jeg starter med at lave oplysningsarbejde – og selvfølgelig har jeg et opdateret førstehjælpsbevis! På længere sig vil jeg gerne undersøge, hvad der skal til for at lave en dans pendant til Seek Safely. * Scientific American, juni 2014, Maia Szalawitz: ”When does self-help actually help?” http://www.seeksafely.org

Share This