Lørdag den 3. marts er der bogmesse på Gentofte Hovedbibliotek, og Det Poetiske Bureaus Forlag har fået en stand på messen, som jeg passer sammen med min ven og kollega Søren, og der vil være oplæsninger på standen i løbet af dagen.

Jeg glæder mig ekstra meget, fordi jeg boede i Hellerup indtil for ni år siden, og brugte biblioteket næsten hver uge – og jeg elskede det bibliotek! Bygningerne er smukke og lyse; der er sådan en rolig stemning på biblioteket, stille og fyldt med bøgernes magi. Der var udstillinger med spændende kunstnere i udstillingsområdet, og engang oplevede jeg endda et superspændende foredrag om Johannes V Jensens ”Kongens fald”!

Det bliver sjovt at gense IT-området, hvor jeg gik hen, når jeg ikke havde internet hjemme på Hellerupvej eller skulle bruge en printer. Åh ja, de gode gamle dage… 😀

Men mest af alt glæder jeg mig til en spændende dag i litteraturens tegn. Der kommer mange gode forfattere og læser op og holder foredrag. Du kan følge med i det fulde program og finde praktiske oplysninger her.

Herunder en lille oversigt over programmet på Det Poetiske Bureaus egen stand:

Kl. 12 læser Martin K Thomsen op fra ”Havet i Sahara” af Jules Verne.
Kl. 13 læser Nathalie Ania Delvaux Pade op fra digtsamlingen ”Dukkehuset”.
Kl. 14 læser Louise Kristensen op fra novellesamlingen ”Dronningen af Alkohol”.

Du kan læse mere om Det Poetiske Bureau her: http://detpoetiskebureau.dk/

Share This